Lørdag d. 21. juli – Surrey, Canada

Det var ikke nemt at komme op kl. 6 denne dag, men det lykkedes de voksne at komme op og få pakket bilen og få morgenmad. Vi lavede nogle ekstra vafler, som vi tog med til pigerne. Så gik vi tilbage og fik vækket pigerne, som efter en hurtig tissetur kom ud i bilen hvor de kunne sove videre!

På vejen til grænsen prøvede Kim flere gange at ringe til Karen og Immanuel, men kunne ikke få fat på dem! Da vi nåede grænsen ringede vi til Dagmar, som ikke kunne give os en vejbeskrivelse at følge og ikke havde lyst at køre os i møde! Vi var lige ved at opgive det hele, for vi var lidt sent på den; og hvis det passede hvad Dagmar sagde, ville vi først være hos dem 45 min. efter grænsen; og vi var stadig ikke nået over grænsen – der holdt vi nem’li i kø!!

Da vi havde fået sammenlignet telefonnumre og fundet ud af at vi ringede til det forkerte nummer, fik vi ringet til Karen og Immanuel, som gerne ville køre os i møde. Karen lovede at sætte kaffe over; og så var der jo ikke noget at diskutere – vi skulle have kaffe!!! Vi ringede og aflyste aftalen med Dagmar og kørte direkte til Karen og Immanuel.

…..direkte og direkte!!! Vi havde lidt problemer med at finde ud af, om vi var på den rette vej. Vi skulle mødes med Immanuel ved Campell vally store, men fandt et sted der hed Campell river store. Vibeke skulle tisse, så vi benyttede lejligheden til at spørge om vej. Da Vibeke kom ud fra toiletbesøget stod de andre og talte med en ældre herre. Det vidste sig at være Immanuel, som havde fået øje på bilen med Californiske nr. plader!!!!

Karen og Immanuel bor i et boligkompleks med mange lejligheder; men vi havde ikke drømt om, at det var så lækkert et sted. Huset var i rigtig flot byggestil med små terrasser ud til en super dejlig gårdhave med smukke blomster og buske!

Karen stod ganske rigtig klar med kaffe!!! Og sandelig om vi ikke også blev forkælet med frokost og is! Hun fandt Barbie-dukker frem til pigerne, så dem så vi ikke meget til; de var travlt beskæftiget med at lege!!

Imens kunne vi voksne sidde og nyde det gode selskab af Karen og Immanuel – endelig nogle der kunne tale dansk!!  – 2 timer går for hurtigt, når man er i godt selskab, så vi måtte alt for hurtigt sige farvel! Tak for jeres gæstfrihed!

Tilbage til USA (hvor tolderen kiggede lidt underligt på os, da vi fortalte, at vi var kørt hele den vej for 3 timer!!!) Så var det bare at komme til Portland. Kim kunne bedst lide de strækninger hvor vi kunne køre 120 km/t frem for de steder, hvor vi nærmest gik i stå.

Da vi kom til hotellet spurgte damen bag disken om hvordan vi havde det og vi sagde, at vi havde det godt, og vi ville få det bedre, hvis hun havde et par værelser til os – hun blev meget hurtigt meget bleg, og spurgte om vi havde reservationer, for ellers havde hun altså ikke noget!! Men det havde vi, og fik hurtigt vore værelser.

Efter en lang dag (og ikke ret meget søvn natten før) var vi trætte og gik gladelig i seng!!